KORT NYT FRA UDLANDET:
En 38-årig kinesisk mand udviklede en seks meter lang bændelorm i sit tarmsystem efter at have spist råt kød i en årrække.
Det skriver The New England Journal of Medicine i en offentliggjort version af mandens patientjournal.
I løbet af de seneste to år havde den kinesiske mand søgt behandling for både mave- og tarmsmerter, men det var først, da manden viste et stykke af parasitten fra sin afføring til en læge, at han fik den rigtige diagnose.
»Det var fysisk, følelsesmæssigt og økonomisk udmattende for ham,« fortæller læge Jian Li fra den infektionsmedicinske afdeling på Remnin Hospital i Kina, der diagnosticerede manden, til LiveScience.com.
Manden havde forinden tabt mellem fem og ti kg og var blevet diagnosticeret med 'anæmi', der er et for lavt niveau af røde blodceller, som transporterer ilt rundt med blodet.
For at komme af med bændelormen fik manden et afførende middel af sin læge, og 2,5 time senere kunne han selv vinke farvel til den seks meter lange orm, da den kom ud den naturlige vej.
Tre måneder senere fik manden det igen fysisk bedre, og hans vægt og appetit vendte tilbage til deres normale udgangspunkt.
Bændelorme fra okse- og svinekød er 'oversete tropiske sygdomme' - en kategori af infektionssygdomme, der kun har fået ringe opmærksomhed indtil for nylig, fortæller dr. Peter Hotez fra Baylor College of Medicine in Houston i USA til LiveScience.com.
Den seks meter lange bændelorm gemte sig i tarmene på en 38-årig kinesisk mand. Den røde pil indikerer ormens hoved. (Foto: The New England Journal of Medicine / Jian Li)
Læs også:
Føj for s... Parasit-orm i din tarm er farligere, end vi troede
Opsigtsvækkende studie: Katteparasitten T. gondii kan give skizofreni og OCD
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
on





























