Kvinder oplever mindre stress, når manden hjælper til i hjemmet. Til gengæld er der ikke noget mere afstressende for manden, end at konen klarer rengøringen alene.
Forskere fra University of California, Los Angeles, beretter i seneste udgave af Journal of Family Psychology om målinger af stresshormonet kortisol hos 30 par med børn.
Parrene blev fulgt og målt gennem to dage i weekenden og to dage i hverdagen og interviewet om, hvordan de havde det.
Det er nok ikke så overraskende, at begge køn hen mod aften havde højere kortisolindhold i blodet, hvis de havde lavet husarbejde. Eller at kvinder havde lavere kortisolindhold i blodet, hvis mændene havde hjulpet til. Til gengæld er det ret pudsigt, at mændenes kortisolindhold var lavest, ikke bare når de selv havde slappet af, men når egen afslapning faldt sammen med konens huslige arbejde.
»Det virker, som om du bedre kan slappe af, hvis du ved, at din partner hjælper børnene med lektierne eller lægge tøj sammen,« siger Darby Saxbe, forsøgsleder og postdoc i psykologi, til USA Today.





























