Mænd med knuder i brystet bliver ofte ikke ordentligt undersøgt, før de bliver opereret. Behandlingen af mænd med brystkræft er præget af tilfældigheder, sammenlignet med tilbuddene til kvinder med sygdommen, viser ny, dansk forskning.
Afdelingslæge og ph.d. Marianne Lautrup fra mammacentret på Vejle Sygehus er i samarbejde med en professor fra Aarhus Universitetshospital i gang med at undersøge, hvilken behandling de 20-25 mænd der årligt diagnosticeres med brystkræft modtager.
De kan allerede nu konkludere, at behandlingen i alt for høj grad er præget af tilfældigheder og individuelle skøn. Resultatet er langtfra optimale behandlingsforløb, og dermed også dårlige prognoser. Det skriver Dagens Medicin.
På trods af at de mandlige danske brystkræftpatienter ikke bliver systematisk registreret, har forskerholdet indsamlet data fra cirka 500 patienter. Undersøgelsen inkluderer patienter fra perioden 1980-2009.
Målet med undersøgelsen, som endnu ikke har kastet en videnskabelig artikel af sig, er at skabe ensartede diagnosticerings- og behandlingsforhold for mænd med brystkræft, for dermed at skabe bedre overlevelseschancer.
Læs mere om emnet på Videnskab.dk: Fosterceller holder brystkræft væk





























