KORT NYT FRA UDLANDET
Det kan være svært ikke at vurdere personlighed ud fra udseendet, når du første gang møder en person. I visse tilfælde kan det dog have skæbnesvanger betydning. Ny forskning fra University of Toronto tyder nemlig på, at udseendet kan afgøre, om en anklaget får livstid eller bliver dødsdømt, skriver forskning.no.
Studier har før vist, at mennesker lader sig påvirke af, om en person ser tillidsvækkende ud eller ej, når de skal vurdere, om personen er kriminel. Ifølge de forskningsresultater, som for nyligt blev fremlagt i det videnskabelige tidsskrift Psychological Science, vurderer også dommer og jury i en retssag ud fra udseendet.
Forskerne har gennemgået Floridas fotoarkiv over indsatte. Dernæst viste de en gruppe forsøgspersoner billeder af 742 fanger, der havde begået mord, og som enten var dømt til døden eller havde fået livstidsdom. Forsøgspersonerne skulle vurdere fangernes pålidelighed uden at vide, at de var indsatte. Resultaterne viste, at jo mere upålidelige forsøgspersonerne syntes, at de indsatte så ud, jo mere sandsynligt var det, at de havde fået dødsstraf.
I en tillægsundersøgelse testede forskerne hypotesen ved at vise forsøgspersonerne billeder af frifundne fanger. Igen var det dem, der blev vurderet mest upålidelige, der i første omgang havde fået tilkendt dødsstraf.
»Altså påvirker ansigtsudseendet virkelig strafudmålingerne uafhængigt af faktisk skyld,« skriver de to forskere, ifølge forskning.no. De fortsætter:
»Kort sagt: dit ansigt kan bestemme din skæbne.«
Læs også:
Så meget påvirker ansigtstræk din dømmekraft
Det vidste du ikke om dødsstraf i Danmark
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
sbl





























