Klimaændringer vil ifølge forskerne føre til store ændringer i sammensætningen af planter på Jorden. Men en ny analyse viser, at ændringerne vil være præget af forsinkelser, skriver Aarhus Universitet i en pressemeddelelse.
Mange planter vil blive hængende længe efter at klimaet ikke længere er gunstigt – og mange nye arter kan være tusinder af år om at indfinde sig.
»I klimadebatten har der været en tendens til, at selv forskere overser, at ting tager tid, men vores skove er rigtigt længe om at tilpasse sig. Vi har fx stadig en rest af småbladet lind her i landet, som har hængt fast siden varmetiden i bronzealderen. Altså henved 3.000 år. Måske får den nu en chance for at brede sig igen, når somrene igen bliver varmere. En sådan ekspansion vil dog tage lang tid, da lind ikke er specielt hurtigt voksende eller specielt god til at sprede sig selv under optimale forhold,« siger en af forskerne bag analysen professor i biologi Jens-Christian Svenning fra Aarhus Universitet og fortsætter:
»Det kan betyde at hvis man nu prøver at forvalte sin skov naturnært med naturlig foryngelse, så får man noget helt andet op end det man havde, fordi det er noget andet der passer nu. Det vil også gøre det udfordrende, når man har en forvaltningsplan der siger, at der på en naturlokalitet skal være gunstig bevaringsstatus for en bestemt naturtype. Her vil en stor bestand af voksne individer af en truet art ingen garanti være for, at der også kommer en næste generation.«
Læs også: Kødædende plante bruger katapult





























