Hvad gør man, når man som forsker skal analysere og gruppere mange hundrede tusinder af optagede hvallyde, for at finde frem til hvordan hvaler kommunikerer? Man gør det til et offentligt internetspil, som alle og enhver kan finde ud af.
Det er konceptet bag Whale FM, som er udviklet i et bredt samarbejde mellem blandt andre Scientific American og University of Oxford. Det skriver Ing.dk.
Spillet går i sin enkelthed ud på at matche en hvals lyd med ni andre hvalers lignende lyde. Sådan finder man det bedste match. Det har vist sig, at mennesker langt overgår en computers evner på det punkt.
Citizen Science eller Crowd Sourcing er udtryk for denne nye og fremadstormende metode, hvor man lader ikke-fagfolk give en hånd med forksningen.
Whale FM er et underprojekt af Zooniverse, som har mange lignende projekter. Blandt andet kan man hjælpe med at tyde papyrusruller, kortlægge vejrforhold under Første Verdenskrig og finde beboelige planeter.





























