KORT NYT FRA UDLANDET
Et nyt studie viser, at drenge, der bliver undfanget i hårde tider, har større risiko end piger for at blive spontant aborteret, imens de ligger i deres mors mave. Omvendt gælder det, at de drenge, der klarer fødslen i hårde tider, bliver sundere og får flere børn, skriver sciencemag.org.
Studiet, der er publiceret i Proceedings of the Royal Society, kan føre til en bedre forståelse af, hvad der forårsager spontane aborter.
En international gruppe forskere kiggede i Finlands kirkebøger imellem årene 1790 og 1870 og lagde specielt mærke til en periode på 16 år, hvor der overlevede færre drengefostre end pigefostre. I et enkelt år i denne periode blev der kun født 79 drenge for hver 100 piger.
Samtidig overlevede omkring 12 procent flere drenge paradoksalt nok deres første leveår i netop dette år, sammenlignet med perioder, hvor overlevelsen for fostre var nogenlunde ens. Drengene fik oven i købet 8,7 procent flere børn end normalt.
Studiet harmonerer med en klassisk teori om, hvad der får kvinder til at abortere flere drengebørn.
Da biologer mener, at kvinder har større chance end mænd for at få børn i hårde tider, vil en kvinde, der føder piger i hårde tider, have større chance for at føre sine gener videre. Samtidigt kan hun have en fordel ved kun at føde særligt stærke drengebørn i denne periode.
Læs også:
25 procent af spontane aborter kan undgås
Antibiotikamiddel øger risiko for spontan abort
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
on





























