KORT NYT FRA UDLANDET:
Hvis dit nærområde er indrettet til fysisk aktivitet, bevæger du dig i gennemsnit 90 minutter mere om ugen, end hvis din by var mindre bevægelsesvenlig. Det fortæller forskere fra blandt andet Syddansk Universitet i et nyt studie med tal fra 14 byer fra hele verden, skriver universitetet i en pressemeddelelse.
»Med det omfattende datamateriale indsamlet globalt i 14 byer, kan vi nu dokumentere, at byers fysiske indretning har betydning for borgernes fysiske aktivitetsniveau – og dermed indflydelse på indbyggernes udvikling af livstilssygdomme,« fortæller lektor Jens Troelsen, der er forskningsleder ved Institut for Idræt og Biomekanik på Syddansk Universitet i pressemedelelsen.
Han er medforfatter på det nye studie, der er udgivet i tidsskriftet The Lancet.
I studiet udstyrede forskerne i alt 6.822 forsøgspersoner med accellerometre som registrerede, hvor meget de bevægede sig. Nogle faktorer var særlig vigtige for, hvor meget befolkningen bevægede sig, herunder:
- Befolkningstætheden
- Antallet af gadekryds
- Antallet af stoppesteder for offentlig transport
- Antallet af parker i gåafstand
Resultatet understreger ifølge forskerne, at byens indretning er afgørende for, om befolkningen får tilstrækkelig motion.
»Ud fra en anbefaling om 150 minutters fysisk aktivitet om ugen, kan 33-60 procent alene opnås i dagligdagen ved at bo i et bevægelsesvenligt bymiljø,« konkluderer Jens Troelsen i pressemeddelelsen.
Læs også:
Det kan stadig betale sig at løbe, selvom det er i byens tætte trafikos
Danske skolegårde favoriserer børn, der spiller fodbold
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
on





























