Kuskefingre er den populære betegnelse for den bindevævssygdom, der giver krogede fingre.
Sygdommen gør ikke ondt, men kan være meget generende, da man ikke kan rette de ramte fingre ud.
Normalt behandles sygdommen med en håndoperation, hvor fingrene skæres op, og bindevævet fjernes.
Siden foråret har håndkirurgerne på Gentofte Hospital kunnet tilbyde en ny form for behandling, som er langt mere skånsom for patienterne.
»Det nye er, at vi nu kan give en medicinsk ambulant behandling med et præparat, der hedder Xiapex. Xiapex er et enzym, der kan opløse det forandrede bindevæv,” fortæller overlæge og håndkirurg Tine Weis.
»Patienterne kommer ind den ene dag, hvor de får en indsprøjtning i fingeren, og næste dag lokalbedøver vi og kan i de fleste tilfælde rette deres finger ud. Det er langt mere skånsomt, og vi behøver hverken operationsstue eller operationspersonale, og selve behandlingen tager kortere tid,” fortæller hun





























