Det er lykkedes en amerikansk forskergruppe at få vævet fra et menneskehjerte til at vokse i laboratoriet, og det kunstige hjertevæv kan endda slå i petriskålen, skriver The Verge.
Undersøgelsen er netop blevet publiceret i det videnskabelige tidsskrift Nature Communications.
Ifølge The Verge er den nye undersøgelse et vigtigt skridt i retningen af at kunne skabe kunstige hjerter, som kan indopereres i hjertepatienter.
Forskerne bag undersøgelsen, som kommer fra University of Pittsburgh, har gjort brug af stamceller.
Ifølge The Verge tog forskerne nogle hudceller, som først blev ’omprogrammeret’ til fosterstadiet, hvorefter forskerne fik dem til at udvikle sig til multipotente kardiovaskulære stamceller – en type hjerteceller, som kan dele sig yderligere og blive til mere specialiserede hjerteceller.
Herefter satte forskerne deres hjerteceller ind i en mus, og her udviklede cellerne sig ifølge The Verge til et funktionelt organ, som kunne slå af sig selv.
I øjeblikket slår det kunstige hjerte med omkring 40-50 slag i minuttet, men ifølge The Verge skal der mere forskning til, før det kan slå kraftigt nok til f.eks. at sende blod ordentligt rundt i kroppen.
Dermed ligger det altså fortsat en del år ud i fremtiden, før forskerne er i stand til at skabe fuldt funktionelle menneskehjerter, som kan transplanteres til hjertepatienter.





























