KORT NYT FRA DANSKE INSTITUTIONER
Inhalerede kulstofnanorør er skadelige for lever og lunger, og nu har forskere fundet ud af, at de asbestlignende partikler muligvis også har en skadelig effekt på reproduktionen. Det viser resultaterne af en undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA).
I forsøget blev en gruppe hunmus udsat for en dosis af kulstofnanorørene i luftvejene og derefter parret med en han. Drægtigheden var lidt forsinket hos de hunmus, der var blevet udsat for kulstofnanorørene. Der var dog ingen ændringer at finde andre steder end hos hunnerne. I det nyfødte kuld blev faktorer som ændret vægt, anderledes adfærd og en ændring i hannernes daglige sædproduktion taget i betragtning - men det var kun hunnernes drægtighed, der blev forsinket, skriver NFA.
I den videnskabelige artikel, publiceret i tidsskriftet Reproductive Toxicology, giver forsøget beviser på, at spor efter de flervæggede kulstofnanorør stadig findes i hunnernes system 4 måneder efter udsættelsen.
Ifølge NFA viser resultaterne at disse kulstofnanorør tilsyneladende forsinker drægtigheden hos hunmus. Der kan forventes flere forsøg af samme karakter, skriver institutionen.
"Denne undersøgelse er den første af sin slags, og især effekterne på den hunlige reproduktion bør undersøges nærmere" skriver NFA.
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
Læs også
Dansk forsker: Eksplosivt nanomateriale fundet i støvet fra World Trade Center
Danske studerende vinder over Harvard med ny nanomedicin
Vanddråber tilsat nano-partikler bliver delt i komplekst fysik-studie





























