Når din krops celler bevæger sig rundt i dit indre har de bogstaveligt talt følehornene ude.
Ny forskning fra Niels Bohr Institutet viser, at cellerne får besked om det miljø, de befinder sig i, gennem nogle elastiske strukturer, filopodia, der mest af alt minder om menneske-fingre.
»Disse nye resultater viser en overraskende ny mekanisme, hvor rotation er omdannet til et mekanisk træk, der gør det muligt for cellen at have gensidig påvirkning med naboceller,« siger Poul Martin Bendix, som er lektor på Niels Bohr Institutet, i en pressemeddelelse.
For at undersøge strukturernes måde at bevæge sig på har forskerne under et mikroskop observeret en række celler, hvor en lille plastikkugle for enden af cellens filopodia har målt aktiviteten.
Poul Martin Bendix viser de fingerlignende strukturer, kaldet filopodia, som er udvækster fra cellens membran. De kan give besked tilbage til cellen om både det kemiske miljø og de fysiske omgivelser. (Foto: Niels Bohr Institutet)
Observationerne har vist, at de finger-lignende strukturer bevæger sig med stor kraft og elasticitet.
»Vi observerede, at aktinet i filopodia’ernes indre udviste en markant drejende bevægelse, og når den trak tilbage, dannedes der spiralformede foldninger - ligesom når man snor en elastik, der holdes fast i den ene ende og trækkes i den anden,« forklarer Poul Martin Bendix.
De sensitive følehorn er særligt på arbejde, når din krops celler skal bekæmpe faretruende sygdoms-bakterier, eller når et foster er under udvikling.
Læs også:
Store opdagelser: Cellelæren - alt levende består af celler
Lam mand går igen: Fik flyttet næse-celler ned i rygraden
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
sbv






























