Især heteroseksuelle har i dag stor risiko for at gå så længe med HIV, at de først får diagnosen, når deres immunsystem er under alvorligt pres af infektionen. Nu viser et internationalt, dansk-ledet studie, at en række sygdomme som bl.a. helvedesild og visse kræfttyper, kan være indikatorer for HIV, skriver ku.dk.
Forskerne bag studiet konkluderer, at disse sygdomme bør få sundhedspersonale, der møder disse sygdomme til at anbefale en HIV-test. De nye resultater og retningslinjer diskuteres på en stor, international HIV-konference i København den 19.-20. marts.
»På HIV in EUROPE-konferencen, skal vi blandt andet diskutere, hvordan vi får udbredt viden om de nye HIV-indikatorsygdomme til ikke-HIV-læger og sundhedspersonale i Danmark og resten af EU,« fortæller professor i virussygdomme og overlæge Jens Lundgren fra Rigshospitalet og Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet.
Læs også: Selvlysende katte til kamp mod dødbringende sygdom





























