I sommer brugte 3F sin blokaderet til at arbejde for en bedre overenskomst på restaurant Vejlegården, end den restauratøren havde indgået med KRIFA, som er en af de såkaldte 'gule' fagforeninger.
Nye undersøgelser fra Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier (FAOS), Københavns Universitet, viser at færre vælger de traditionelle fagforeninger til fordel for de gule, hvis de da ikke vælger at arbejde uden at være med i en fagforening.
Det kan få afgørende konsekvenser for den danske model for den regulering af arbejdsmarkedet.
»Vores undersøgelser viser, at de traditionelle fagforeninger i dag organiserer 59 procent af lønmodtagerne. Derudover er 8 procent medlem af 'de gule' fagforeninger, der primært tilbyder individuel rådgivning og retshjælp. Til sammenligning lå organisationsprocenten for de traditionelle fagforeninger på 69 procent for 10 år siden,« siger adjunkt Anna Ilsøe fra FAOS på Københavns Universitet i en pressemeddelelse.
Det danske arbejdsmarked bliver i dag først og fremmest reguleret via forhandlinger mellem fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer på centralt niveau.
»Stærke organisationer på lønmodtager- og arbejdsgiverside er en afgørende forudsætning for den danske models levedygtighed. Faldet i medlemstal kan stille spørgsmål ved fagforeningernes fremtidige legitimitet som forhandlingspart,« siger Anna Ilsøe.
Forskeren mener, at sommerens konflikt i Vejle er et udtryk for den tendens.
»3Fs blokade mod Restaurant Vejlegården i 2012 er et af de seneste eksempler på den øgede konkurrence mellem traditionelle og gule fagforeninger på det danske arbejdsmarked,« siger Anna Ilsøe.
Sagen gav anledning til, at en række politikere offentligt tilkendegav deres støtte til restauranten og talte for et lovgivningsmæssigt indgreb over for blokaderetten.
FAOS præsenterer de nye forskningsresultater om dalende organisering på seminaret 'Gule og uorganiserede – en stadig større udfordring for den danske model?' den 19. september fra kl. 14.00 til 16.30
Læs også: Nordiske socialdemokrater udvekslede statshemmeligheder





























