Det kolesterolsænkende middel simvastatin ser ud til at øge sårheling hos diabetiske mus, hvis det smøres på huden.
Det fremgår af et studie offentliggjort i tidsskriftet American Journal of Pathology, skriver Dagens Medicin.
Det kan få betydning for diabetikere, der ofte udvikler alvorlige komplikationer, som amputation, som følge af en manglende sårheling. Det er dog uvist, om sammenhængen kan overføres til mennesker.
Forskere kender til en række faktorer, der er involveret i en forsinkelse af sårheling hos diabetikere, herunder udbredt celledød og begrænset udvikling af nye blod- og lymfekar. Forskerne behandlede hud-sår på ryggen af diabetiske mus med simvastatin eller petroleum som placebo og gentaget efter 4, 7 og 10 dage.
Resultaterne viste, at efter kun en uges behandling, var knap 80 pct. af sårene helet hos de diabetiske mus, der fik simvastatin-behandling, mens det kun var tilfældet for 52 pct for de sår, der var behandlet med petroleum. Efter to ugers behandling gjaldt det for 90 pct. af sårene behandlet med simvastatin og for mindre end 80 pct. af sårene behandlet med petroleum. Generelt antydede resultaterne, at simvastatin accelererede sårhelingen ved at øge dannelsen af nye blod- og lymfekar.
Forskerne vil nu undersøge om den samme effekt gør sig gældende hos mennesker.
Læs også hos Videnskab.dk:
At være eller ikke være 'syg'





























