I 1974 blev Sverige det første land i verden, der tillod mænd at gå på barsel. Det var i høj grad, fordi ideens bagmænd gjorde emnet til et spørgsmål om kønsneutralitet, viser en ny doktorafhandling fra Göteborg Universitetet i Sverige. Det skriver Universitetet i en pressemeddelelse.
Afhandlingen kaster et lys over, hvilke historiske processer der har ledt til, at svenske mødre og fædre i dag deles om barslen, mens det stadig mest er mødrenes lod i Danmark.
»Hovedårsagen er, at folk, som ville se ændringer i kønsrollerne i Sverige i 60’erne og 70’erne, fik gjort debatten til et spørgsmål om kønsneutralitet,« siger Sofie Cedstrand, som er forfatter på afhandlingen.
Den store forskel på Danmark og Sverige er, at den danske bevægelse på området dengang krævede alt for radikale ændringer i fordelingen mellem mænd og kvinder. De ville blandt andet have, at en del af den betalte barsel skulle være reserveret udelukkende til mændene.
»Det var simpelthen for radikalt, og derfor fik de slet ikke nok opbakning,« slutter Sofie Cedstrand.





























