KORT NYT FRA DANMARK:
Ny forskning viser, at børn der har været indlagt med kighoste har en lettere forhøjet risiko for at få epilepsi senere i barndommen. Det skriver Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital i en pressemeddelelse.
De fleste ældre mennesker vil huske kighoste som en særdeles alvorlig og dødelig børnesygdom. Sådan er det heldigvis ikke i dag, hvor langt de fleste danske børn vaccineres mod sygdommen.
Kun få procent af danske børn får derfor kighoste i dag, men for en lille del af børnene kan kighosten måske være et forvarsel om senere epilepsi.
Ny forskning fra Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital viser nemlig, at kighoste kan være forbundet med en lettere forhøjet risiko for epilepsi.
»Vi har identificeret 4.700 børn med kighoste, og kan se, at de har 1,7 procents risiko for at få konstateret epilepsi, inden de fylder 10 år, mens det tilsvarende tal er 0,9 procent for børn uden kighoste. Så risikoen for epilepsi er lav, men let forhøjet i forhold til andre børn,« siger læge og ph.d. Morten Olsen fra Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital, i en pressemeddelelse.
I studiet har Morten Olsen og hans kolleger anvendt danske patientregistre, der dækker alle danske hospitaler, til at identificere alle kighostepatienter født mellem 1978 og 2011.
»Studiet siger ikke noget om, hvorfor der kan være en sammenhæng, men det er bl.a. kendt at kighoste, i det akutte forløb, kan udløse hjerneblødning,« siger Morten Olsen, om årsagerne til sammenhængen.
Læs også:
Gennembrud i forståelsen af epilepsi og Parkinsons
Forskere finder genfejl, som giver epilepsi
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
ams





























