Kemoterapi beskadiger ikke kun kræfttumorer, men stimulerer ifølge Dagensmedicin.dk også dannelse af særlige proteiner i raske naboceller, der fremmer kræftcellers vækst og leder til resistens mod behandlingen.
Det viser et nyt studie offentliggjort i tidsskriftet Nature Medicine, og forskerne bag studiet håber, at opdagelsen af de bestemte proteiners funktion kan lede til bedre behandlingsterapier i fremtiden.
Behandling af fremskredne kræfttumorer skal gives i små kemoterapeutiske doser i intervaller for at give de raske celler omkring tumoren tid til at komme sig. Ulempen er, at det ikke dræber alle kræftceller og dermed øger risikoen for udvikling af modstandsdygtighed overfor behandling.
I dette studie, fandt forskerne en måde, hvorpå resistens kan opstå. De undersøgte DNA-beskadigelser af normale celler, såkaldte fibroblastceller, der levede nær kræftceller og opdagede, at de udskilte en bestemt type protein – helt op til 30 gange den normale mængde.
Når proteinet udgjorde et bestemt niveau omkring kræfttumoren, stimulerede det kræftceller til at gro, invadere nabovæv og udvikle resistens mod kemoterapi. Det gjorde sig gældende for alle de tre kræftformer, prostata-, bryst- og æggestokkekræft, som forskerne undersøgte. Det er første gang, at man har observeret, at raske naboceller hjælper tumorceller til at udvikle resistens.
Forskerne håber, at deres opdagelse vil forbedre forståelsen af resistensmekanismerne og hjælpe med at gøre kræftbehandlinger mere effektive, f.eks. ved at finde en måde at blokere tumorproteinernes signalering.
Læs også på Videnskab.dk:
Skrap pesticidlovgivning forhindrer kræft





























