KORT NYT FRA UDLANDET:
Trods spekulationer i astronomiske kredse er der ingen fare for, at planeten Merkur en dag ramler sammen med vores egen Jord. Det skriver news.sciencemag.org.
Tidligere har mange forskere ment, at der var en lille risiko for, at Merkur om flere milliarder år kunne forlade sit eget kredsløb og støde sammen med andre planeter i vores solsystem, herunder Jorden.
Men i et nyt studie viser den amerikanske astronom Richard Zeebe, at vores egen planets kredsløb vil være meget stabilt i mindst fem milliarder år, og at risikoen for, at en anden planet ville støde sammen med vores, er ekstremt lille.
Studiet er publiceret i The Astrophysical Journal.
Richard Zeebe gennemløb i løbet af seks uger 1.600 simulationer af Solsystemet i en supercomputer. Supercomputeren er nyindkøbt af University of Hawaii, hvor Richard Zeebe arbejder som professor, og derfor kunne han udnytte, at computeren endnu ikke var taget fuldt i brug af universitetet.
»Ingen vil nogensinde få seks uforstyrrede uger på denne maskine nogensinde igen,« fortæller Richard Zeebe til news.sciencemag.org.
Trods de gode nyheder er det ikke alle forskere, der er enige med konklusionen i det nye studie. I 2009 gennnemførte den franske astronom Jacques Laskar en lignende undersøgelse med 2.501 computersimulationer af Solsystemet. I en enkelt af disse simulationer kom Merkur så meget ud af kurs, at planeten kunne støde sammen med både Mars, Venus og Jorden.
Jacques Laskar mener derfor ikke, at Richard Zeebe har medregnet tilstrækkelig mange simulationer i sit nye studie.
»Det er, som hvis nogen var ved en sø og fiskede i to timer og så siger: 'Jeg finder ingen fisk, så der er ingen fisk i denne sø',« siger Jacques Laskar til news.sciencemag.org.
Læs også:
Nyt bevis: Månen opstod ved gigantisk planet-sammenstød
Jorden kan være på kollisionskurs med Mars eller Venus
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
on





























