Måske er du en af dem, der under en storbyferie har været bekymret for, at du i princippet når som helst kan blive ramt og dræbt af en mønt slynget ud fra taget på en nærliggende skyskraber?
I så fald kan du ånde lettet op. Amerikansk forskning viser, at det faktisk er yderst vanskeligt at omdanne en 1-krone til et dødbringende våben - og en mønt kastet ud fra toppen af Empire State Building kan ikke slå ihjel. Selv fra denne højde, er en 1-krone nemlig for lille og flad til at blive en torpedo. Det skriver scientificamerican.com
»Hvis man skulle blive ramt i hovedet af en 1-krone kastet fra en skyskraber, ville det føles som at blive knipset i panden - men ikke engang særligt hårdt,« siger Louis Bloomfield, fysiker fra University of Virginia. Og han burde vide besked. Han har forsket i fænomenet ved hjælp af vindtunneler og heliumballoner.
Myten er opstået, fordi mange mennesker fejlagtigt antager, at en faldende krone - grundet tyngdekraften - vil opnå større og større fart i takt med, at den nærmer sig jorden. Det ville ganske rigtigt ske, hvis man forestiller sig, at al luften blev fjernet, og man kastede en 1-krone ud fra Empire State Building i et vakuum. Men i virkelighedens verden vil møntens sammenstød med luftmolekylerne på vej ned bremse dens fart og modvirke tyngdekraften.
Derimod er faldende kuglepenne den virkelige fare. Hvis nogen nonchalant smed en kuglepen ud fra toppen af Empire State Building, ville det kunne dræbe. Afhængigt af deres design vil kuglepenne enten spinne rundt og duve ned eller skyde ned som en pil.
»I sidstnævnte tilfælde kan den komme op på 200 kilometer i timen. Når den rammer jorden, vil den kunne kløve et fortov – så det er ikke rart at tænke på, hvad der ville ske, hvis den ramte dit hoved,« siger Louis Bloomfield.
Læs også: Kan man springe mellem to biler i høj fart?





























