KORT NYT FRA UDLANDET:
Kaffe og andre koffeinholdige drikke får formentlig ikke dit hjerte til at slå uregelmæssigt. Ret så overraskende lader det til, at kaffe ligefrem kan bekæmpe 'arytmier', så hjertet igen slår regelmæssigt, fortæller et amerikansk forskerhold fra blandt andet University of California ifølge MedPageToday.com.
»Det her er virkelig et interessant paradoks. Den generelle opfattelse er, at koffein er dårligt for dit hjerte, men for de fleste mennesker lader det ikke til at passe,« fortæller læge og medforfatter til studiet Gregory Marcus fra University of California til MedPageToday.
»Vi fandt bevis for, at koffein muligvis kan nedsætte arytmier i vores kohorte (personer i undersøgelsen, red.),« tilføjer Gregory Marcus.
Det nye studie er publiceret i tidsskriftet Journal of the American Hearth Association.
På trods af mangel på videnskabelige beviser, anbefaler læger og medicinske retingslinjer ofte hjertepatienter at begrænse eller helt undgå indtag af koffein, fortæller Gregory Marcus.
»Mit kliniske synspunkt er, at holdningen til koffein er noget overfølsom. Det kan muligvis udløse en reaktion i nogle mennesker, men ikke i andre,« siger Gregory Marcus til MedPageToday.com.
»Så det er formentlig rimeligt at tillade patienter, der ønsker at drikke kaffe eller te eller spise chokolade at eksperimentere for at se, hvordan disse produkter påvirker dem.«
Læs også:
Cola, kaffe eller energidrik - hvad virker bedst?
Hvorfor får jeg hovedpine, når jeg holder op med at drikke kaffe?
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
on





























