KORT NYT FRA UDLANDET:
De seneste år har Islamisk Stat smadret historiske monumenter og religiøse helligdomme på sin voldelige fremfærd i Irak og Syrien.
Men takket være Amir Harrak, der er professor ved University of Toronto i Canada, kan noget af kulturarven blive bragt tilbage online, skriver LiveScience.
Amir Harrak har mellem årene 1997 og 2014 besøgt mange af de nu ødelagte steder i Irak, hvor han rensede og fotograferede inskriptioner i monumenter, der er blevet indgraveret mellem det syvende og det 19. århundrede.
Sammen med Canadian Centre for Epigraphic Documents (CCED) arbejder Amir Harrak nu på at skabe en online database, så alle kan få adgang til at studere de i alt 700 billeder af inskriptioner.
»Meget - hvis ikke det meste - af vores samling kan være de eneste bevarede kopier af de nu hærgede eller tabte inskriptioner. Mens ISIS smadrer dem, er vi her i Canada ved at genrejse dem for et endnu større publikum, end de nogensinde har set,« siger CCED's direktør, Colin Clarke.
Når databasen er klar, er det CCED's håb, at forskere verden over vil bruge den til at studere billederne og skabe forbedret indsigt i inskriptionernes betydning.
Du kan se nogle af Amir Harraks billeder af inskriptionerne på LiveScience.com.
Læs også:
Palmyra: Islamisk Stat udgraver uvurderlig kulturarv med bulldozere
Ødelæggelser i Palmyra: Islamisk Stat ikke de eneste, der smadrer fortidsminder
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
js





























