Investering i højere uddannelse - især på universiteter - har en klar positiv effekt på et lands evne til økonomisk vækst og innovation, skriver sdu.dk.
Det dokumenterer en ny undersøgelse foretaget blandt 32 europæiske lande. Den sammenholder landenes økonomiske vækst og evne til innovation med, hvor mange offentlige midler landene bruger på lange videregående uddannelser.
De lande, der viser den største evne til at forny deres økonomier, er dem, der, målt på bruttonationalproduktet (BNP), bruger flest penge på universitetssektoren. De har samtidig den laveste arbejdsløshed blandt højtuddannede.
Det er sammenhængen mellem investeringer og BNP, der tæller - og ikke hvor velstående landene er målt i BNP. Et lille og relativt fattigt land som Cypern ligger f.eks. helt i top, netop fordi landet investerer i uddannelse.
Hver kroner investeret i universiteter kommer altså tilbage i form af evne til at forny økonomien og til at få akademikere i beskæftigelse.
En vej ud af krisen
»Undersøgelsen dokumenterer helt klart, hvad vi hele tiden har hævdet og hele tiden arbejder på at overbevise politikerne om. Det betaler sig at investere i vores sektor - ja, mere end det. Det er en dokumenteret metode til at arbejde os ud af den nuværende krise i de europæiske lande,« siger rektor ved Syddansk Universitet, Jens Oddershede.
Han har været med i et ekspertpanel, som har rådgivet folkene bag ”The State of University Policy for Progress in Europe”, som undersøgelsen hedder. Den er udarbejdet af den frivillige sammenslutning Empower European Universities (EEU).
EEU, der blev stiftet i 2010, arbejder for at sikre bedre rammer for de videregående uddannelser i EU, og Sammenslutning af europæiske universiteter, EUA, er blandt stifterne.
Undersøgelsen er netop præsenteret for Europa Kommissionen, og de nationale parlamenter og regeringer får nu lejlighed til at sætte sig ind i resultaterne.
LÆS OGSÅ: Uddannelse af ledige fastholder dem i arbejdsløshed





























