Nyt stort forskningsprojekt, der har fået smidt 118 millioner kroner i nakken, skal sikre Danmark en førerposition på området 'intelligent teknologi' via tæt samarbejde mellem en række virksomheder og universiteter.
Vestas, Danfoss, Grundfos og KK-Electronic er alle med i Højteknologifonds-projektet 'Intelligent and Efficient Power Electronics' (IEPE), hvor de får hjælp af Aalborg Universitet, Danmarks Tekniske Universitet, Syddansk Universitet og Center for Elektriske Energisystemer (CEES).
Den fælles ambition er at udvikle løsninger til fremtidens intelligente og energieffektive produkter, som opfylder virksomhedernes behov for ny viden og teknologiske forspring. Projektet fokuserer på såkaldt ”effektelektronik”, der bruges til at kontrollere elektrisk effekt på en effektiv måde, så mindst mulig effekt går tabt som varme.
Det gør effektelektronik til en nøgleteknologi i forbindelse med energiproduktion fra vedvarende energikilder som vindmøller og solceller, men den kan også bruges til at hente store energibesparelser i alle andre elektriske apparater og installationer. I det konkrete projekt vil der takket være de deltagende virksomheder være mulighed for at demonstrere potentialet på pumper og motorsystemer samt i sol- og vindteknologi.
»Ambitionen er at udvikle nye og bedre løsninger til energieffektive produkter. Når eksempelvis en vindmølle producerer ti megawatt, tabes der i dag to procent eller 200 kilowatt, som omdannes til varme. Dels er der et tab, dels skal der bruges energi på at fjerne varmen. Et af projektets mål er at reducere dette tab og dermed udnytte energien bedre,« fortæller projektets leder, lektor Stig Munk-Nielsen fra Aalborg Universitets Institut for Energiteknik.
Nye idéer skal udnyttes
Samarbejdet skal sikre, at den danske viden på området bliver omsat til nyttige løsninger:
»Vi kommer til at generere en række nye idéer, som vi regner med bliver en del af fremtidige produkter. Der er ikke sikkert, at alle idéerne passer ind i de eksisterende udviklingsplaner, men vores platform vil gøre det lettere at sikre, at idéernes kommercielle potentiale udnyttes i nye sammenhænge. Det kan være gennem oprettelse af nye selskaber, salg af licenser eller ved at involvere andre virksomheder,« forklarer Stig Munk-Nielsen.





























