I januar måned kæmper vi danskere ofte mod to ubehageligheder: Den ene er irriterende forkølelser - den anden er de ekstra kilo, der har hobet sig op på sidebenene over julen.
Men faktisk er det måske ikke så tosset at spendere halvdelen af tiden på sofaen og halvdelen af tiden på løbebåndet. Forskellige niveauer af motion kan nemlig henholdsvis øge eller mindske risikoen for at fange en luftvejsinfektion, ifølge et nyt britisk studie. Det skriver livescience.com
»Har man en vane med at ligge lidt for meget på sofaen, vil risikoen for at blive ramt af en infektion sandsynligvis være gennemsnitlig, svarende til 2-3 forkølelser om året. Men hvis man dyrker regelmæssig moderat motion, eksempelvis gennem en daglig, frisk gåtur, kan man reducere risikoen for at fange en luftvejsinfektion med op til næsten en tredjedel,« forklarer professor Mike Gleeson fra Loughborough University, der står bag studiet.
Omvendt stiger sandsynligheden for at blive syg rent faktisk i perioder efter langvarig anstrengende motion. I ugerne efter et maraton viser undersøgelser, at man har 2-6 gange større risiko for at udvikle en øvre luftvejsinfektion.
»Det handler derfor om at finde en gylden middelvej, hvis man vil holde forkølelelserne på afstand,« siger professor Mike Gleeson.
Læs også: Ti myter om influenza og forkølelse





























