Hvis du lægger en mobiltelefon under juletræet i år, kan du være uheldig at give allergi med i gaven. Mange mobiltelefoner afgiver nemlig mere nikkel, end de må, skriver forbrugerkemi.dk.
Ifølge en ny undersøgelse fra Videncenter for Allergi, som er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Contact Dermatitis, afgiver mere end hver femte mobiltelefon mere nikkel, end den må.
I undersøgelsen er 50 nyindkøbte mobiltelefoner fra det danske marked blevet testet for afgivelse af nikkel med et nikkel-testsæt. Ni af telefonerne viste sig at afgive mere nikkel, end loven tillader, og kan dermed være skyld i, at dem, der bruger telefonen, får allergi.
»Det er uheldigt, at forbrugerne ikke kan regne med, at producenterne overholder lovgivningen. Hvis man én gang har udviklet nikkelallergi, kommer man ikke af med den igen,« siger Rikke Bille, testkoordinator i Informationscenter for Miljø & Sundhed.
EUs nikkeldirektiv blev revideret i 2009. Hermed blev mobiltelefoner også omfattet af loven. Det betyder at mobiltelefoner skal leve op til lovgivningen om, hvor meget nikkel, der må afgives fra metaldele, som kan komme i længerevarende hudkontakt.
Læs også på Videnskab.dk: Festivaler er en fælde for nikkelallergikere





























