Sundhedsstyrelsen indstiller alle operationer med de såkaldte da Vinci-robotter i Danmark. Da Vinci-robotten er en meget følsom maskine, som kirurgen styrer ved hjælp af et joystick. Robotten gør det muligt at udføre operationer gennem meget små huller på meget små organer for eksempel gynækologiske indgreb.
Men nu er det foreløbigt slut med det, ifølge Dagens Medicin. Odense Universitetshospital har nemlig orienteret sundhedsstyrelsen om, at de efter en undersøgelse af da-Vinci apparatetet har konstateret, at der er ujævnheder på instrumentoverfladen. Ujævnheder som er for svære at sterilisere.
Sundhedsstyrelsen tog kontakt til de regioner, hvis hospitaler benytter samme type operationsrobot. Herlev har sidenhen meldt tilbage, at de muligvis også ville kunne få problemer med deres da Vinci-robot. Derfor har alle sygehuse i landet nu indstillet operationer med robotten, indtil dens mulige ulemper er yderligere undersøgt. Det er et forebyggende ophør, og der er ikke konstateret bivirkninger hos patienter, som er blevet opereret med hjælp fra en da Vinci-robot. Alle de involverede hospitaler og Sundhedsstyrelsen er nu i dialog med firmaet Intuitive Surgical, som producerer robotten, om at finde en løsning på problemet og sikre, at indgreb med da Vinci-robotter kan gennemføres med højeste patientsikkerhed, skriver Dagens Medicin. Patienter vil blive tilbudt traditionel kirurgi som alternativ til robotassisterede indgreb og vil derfor ikke opleve forlængede ventetider.





























