KORT NYT FRA UDLANDET:
I fredags gik NASAs rumsonde Dawn i kredsløb om dværgplaneten Ceres. Det er første gang nogensinde, at en rumsonde går i kredsløb om en dværgplanet, og spændingen var til at måle hos teamet bag.
»Dawn er ved at skrive historie,« sagde astronautisk ingeniør Robert Mase fra NASAs Jet Propulsion Laboratory i Californien i en pressemeddelelse.
»Vores team er klar og ivrige efter at finde ud af, hvad Ceres har i vente til os.«
Ceres kan nemlig hjælpe forskerne med at kortlægge de tidligste kapitler i solsystemets historie. Ceres var i sin barndom godt på vej mod at blive en 'rigtig' planet, men det blev forpurret af Jupiter, der med sin imponerende kampvægt, og derved tyngdekraft, holdt dværgplaneten fanget i det store asteroide-bælte mellem Mars og Jupiter.
Før Dawn endelig satte kursen mod Ceres i december, udforskede den én af Ceres naboer, den gigantiske asteroide Vesta. Og de to er det tætteste, vi kommer fossiler i rummet:
»Ved at studere Vesta og Ceres vil vi få en bedre forståelse af, hvordan vores solsystem blev skabt, især de jordbaserede planeter og allervigtigst vores Jord,« forklarer ph.d. i geologiske processer Carol Raymond fra NASAs Jet Propulsion Laboratory i pressemeddelelsen.
»De er en slags prøver på de byggesten, der har formet Venus, Jorden og Mars. Elementer som Vesta menes at udgøre en stor del af kernen i vores Jord, mens elementer som Ceres kan have givet os vores vand.«
Indtil videre har Dawn sendt billeder af Ceres, der viser en masse kratere og nogle usædvanligt lyse pletter, der kan stamme helt fra da Ceres blev dannet.
Læs også:
Nye billeder af dværgplaneten Ceres
Ny dværgplanet fundet på grænsen af solsystemets
NASA sparker 'Lysets år' i gang med et brag
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
il





























