Midlet mod global opvarmning kan være en stor heliumballon med vulkan-effekt. Det skriver Politiken.
I næste måned opsender et forskerhold en ballon, der skal sende partikler ud i atmosfæren og efterligne den kølende effekt, som forekommer ved vulkanudbrud.
Forskerne håber, at projektet kan finde videnskabelige løsninger på den globale opvarmning. Ballonen er fyldt med helium og har en et kilometer lang slangeledning forbundet til jorden.
Projektet er lavet af forskere på tværs af universiteter og kaldes 'SPICE'. I oktober måned vil ballonen blive opsendt fra en nedlagt flyveplads ved Norfolk i England.
Vulkaneffekt kan sænke temperaturen
'SPICE'-forsøget skal efterligne vulkanudbrud ved at pumpe vand op gennem røret til ballonen og fra toppen sprede vandet ud over området som let regn.
Visionen er, at den endelige model skal have 20 kilometer lange rør til balloner på størrelse med Wembley Stadion i London. Her fra skal partikler spredes langt oppe i atmosfæren, hvor de skal reflektere solens stråler og varme, før de når jorden, så planeten bliver køligere.
Forskerne mener ifølge The Telegraph, at den globale temperatur kan falde med to grader, hvis man hælder 10 ton materiale fra ballonerne ud i stratosfæren.





























