Kvinder er for længst kommet på arbejdsmarkedet, i Folketinget og på mange uddannelser er kvinder i overtal.
Men når det kommer til videnskabelige helbredsundersøgelser bliver mænd stadig stærkt favoriseret: En opgørelse over de mest citerede videnskabelige artikler viser, at kvinder generelt er underrepræsenteret i studier om udbredelsen af sygdomme som kræft, hjertekarsygdomme og HIV.
Nu gør de to førende videnskabelige tidsskrifter Nature og Science op med kønsdiskriminationen i populationsstudier: Tidsskifternes chefredaktører har netop offentliggjort nye retningslinjer for, hvordan forskere skal overveje og argumentere for deres brug af køn i de undersøgelser, de søger om at få bragt i tidsskrifterne, meddeler den internationale organisation Gendered Innovations.
Målet med de nye retningslinjer er at fremme de publicerede studieres gennemsigtighed og brugbarhed.
Retningslinjerne er blevet formuleret efter, det amerikanske akademi National Academy of Science i 2012 holdte en workshop, hvor topforskere inden for sundhedsvidenskab diskuterede emnet.
På workshoppen kom det frem, at kvinder generelt er underrepræsenteret i populationsstudier.
Det kan skyldes, at forskere undgår at bruge kvinder, fordi det kan være mere besværligt blandt andet på grund af deres hormonelle cyklus. Desuden har man for længst vedtaget, at gravide kvinder ikke bør indgå i studierne, hvilken kan have ført til en generel underrepræsentation.
Men ifølge rapporten Sex-specific reporting of scientific research, som udkom efter forskernes workshop, er det problematisk, at kvinder ikke indgår i befolkningsundersøgelser i lige så høj grad som mænd, blandt andet fordi kønsligestilling i undersøgelserne er vigtig for at forstå, hvad kønnenes biologiske forskelle betyder for helbredet. For eksempel reagerer kvinder anderledes end mænd på forskellige medikamenter og organdonationer.
Læs også:
Kvindernes kampdag: Forsøgsdyrerne mangler ligestilling
Glamour skal inspirere unge piger til at blive forskere





























