Ny undersøgelse viser, at godt halvdelen af alle mennesker tror fuldt og fast på en gud eller en guddommelig kraft. Mest udbredt er troen i vækstlande som Indonesien og Brasilien
Gud eksisterer. Det mener godt halvdelen af de adspurgte i en global undersøgelse, der netop er blevet offentliggjort af det amerikanske analysefirma Ipsos.
Knap 19.000 mennesker i 23 lande fordelt over hele jordkloden har deltaget i undersøgelsen, hvor de har skullet definere, i hvilken grad de tror på en gud. De medvirkende har således skullet angive, om de helt sikkert tror på gud, er usikre på, om de tror, tror engang imellem eller aldrig tror på gud.
Flest stærkt troende bor der i Indonesien, hvor 93 procent er fast overbeviste om en guddommelig eksistens, mens der i et land som Brasilien er 84 procent overbevist troende.
Helt modsat står det til med religiøsiteten i mange af de vesteuropæiske lande, hvor tilslutningen til religion er markant svagere. Frankrig udmærker sig som det land, hvor flest indbyggere er overbevist om, at der ikke eksisterer en gud. Hele 39 procent har den opfattelse, mens Sverige ligger lige bagefter med 37 procent.





























