Den nye analysemetode ’massespektrometri’ giver tidlig og korrekt identifikation af de bakterier og svampe, der har indflydelse ved blodforgiftning. Det konkluderer forskere ved Klinisk Mikrobiologisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital, skriver Aarhus Universitetshospital i en pressemeddelelse.
Når en patient har blodforgiftning, er det afgørende, at lægerne hurtig finder ud af, hvilke bakterier og svampe, der er årsag til sygdommen, så man hurtigt kan få startet en målrettet behandling med den rigtige type antibiotika.
Med massespektrometri (MALDI-TOF-MS) kan man registrere massen af en mikroorganismes proteinmolekyler i et spektrum, som er specifikt for den enkelte bakterie eller svamp, og ved hjælp af en database kan man identificere mikroorganismen. Metoden er et lovende alternativ til andre mere besværlige og/eller dyrere metoder til at identificere bakterier og svampe fra patienter med blodforgiftning.
Afhængigt af bakterieart kunne 20-91 % af mikroorganismerne umiddelbart identificeres med massespektrometri. Udbyttet af metoden blev endnu større, hvis resultatet fra massespektrometrien blev kombineret med almindelig mikroskopi, specielt i de tilfælde, hvor resultatet af massespektrometrien ikke var entydigt.





























