Forskere ved University of Michigan, USA, har opdaget, at en 25 år gammel medicin mod astma har en modvirkende effekt på diabetes, fedme og fedtlever i overvægtige mus, skriver universitet i en pressemeddelelse.
Når musene fik medicinen, amlexanox, forbrændte de flere kalorier, forklarer forskerne. En af grundene til, at diæter kan have dårlige resultater for nogle mennesker, er, at deres kroppe automatisk nedjusterer stofskiftet, når indtaget af kalorier falder. Der sker altså en udligning, og de forbrænder ikke mere end før diæten.
Men i forsøget med musene så det ud som om, at amlexanox satte stofskiftet i gang, og forskerne håber, at resultaterne nu kan overføres til mennesker.
Forskerne tror, at amlexanox virker ved at blokere for to gener - IKKE og TBK1 - som, forskerne mener, er en slags bremse for stofskiftet. Ved at slippe for bremsen kan kroppen forbrænde mere energi, forklarer forskerne fra University of Michigan.
I forsøget kunne forskerne iagttage, hvordan musenes vægt faldt, når de havde fået amlexanox. Samtidig havde kemikaliet også en modvirkende effekt på stofskifterelaterede sygdomme som diabetes og fedtlever.
Læs også på Videnskab.dk:
Overvægt giver farligere prostatakræft





























