Antallet af paddearter som frøer, tudser og salamandere er voldsomt på retur over hele verden. Det skriver Politken.dk.
Det viser ny international forskning fra Københavns Universitet, der offentliggøres i det ansete videnskabelige tidsskrift Nature.
30 procent af verdens padder er allerede i dag udryddelsestruede og på den rødliste, der udgives af Den Internationale Naturbeskyttelsesunion, IUCN.
Dermed er denne gruppe af dyr den mest truede af alle dyregrupper.
Men det ser endnu mere sort ud i fremtiden, siger professor Carsten Rahbek, leder af Center for Makroøkologi, Evolution og Klima på Københavns Universitet til Politiken.dk.
»Vi vil i de næste årtier opleve en betydelig nedgang i alverdens padder. Vi er nået dertil, at padderne ikke har nogen steder at skjule sig og ingen steder at drage hen, fordi mennesket trænger ind overalt på deres levesteder med civilisationens bulldozer,« siger han.
Rahbek har stået i spidsen for et forskerhold med kolleger fra universiteter i Frankfurt og Madrid samt Yale University i USA. De har undersøgt hele 5527 paddearter over hele kloden.





























