KORT NYT FRA UDLANDET
Næsesprays er ikke kun praktiske, hvis allergien har sat ind eller en slem forkølelse har næsen i et jerngreb, de kan også bruges mod psykiske lidelser. Det er i hvert fald hensigten i et norsk forskningsprojekt, hvor næsesprayen skal være fyldt med hormonet oxytocin, der kan få psykisk syge til at slappe af i sociale situationer. Det skriver Forskning.no.
Oxytocin er et hormon, der har forskellige funktioner i kroppen. Det er blandt andet det, der sætter fødsler i gang hos kvinder, men det kan også gøre folk mere sociale og mindre mistænksomme mod andre mennesker, og det er præcis den effekt, hormonet ifølge forskerne skal have hos de psykisk syge.
Forskerne bag projektet havde i alt 16 personer, som enten fik oxytocin med næsespray eller bare fik en placebo. Forskerne vidste ikke, hvem der fik hvad, for at være helt sikre på, at de ville se en effekt. Derefter fik personerne vist en billedserie med ansigter, hvor de skulle vurdere, hvilke humør personerne var i. Ifølge Forskning.no viste det sig, at dem der havde fået oxytocin vurderede ansigterne til at være mindre vrede, end dem på placebo.
»Resultaterne er vældig lovende, men det er vigtigt at huske på, at der er meget udviklingsarbejde, før medikamentet eventuelt kan tages i brug til daglig behandling,« siger Ole A. Andreassen, der er professor og forsker ved NORMENT- KG Jebsen-Senter for psykoseforskning ved Universitetet i Oslo og Oslo Universitetetssygehus, til Forskning.no.
Hormonet oxytocin skal optages i hjernen, før det har en effekt, og derfor er en næsespray ifølge forskerne det bedste bud.
Forskernes resultater indtil videre er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Translational Psychiatry
Læs også:
Næsespray med gluten bremser udviklingen af type 1-diabetes
Kærlighedshormon sikrer forholdet
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
aml





























