Astronomer har udviklet en ny metode, som tilsyneladende kan måle præcist, hvor massive de allermest supermassive sorte huller er, skriver BBC News.
De supermassive sorte huller findes i midten af de fleste galakser, men forskerne ved stadig ikke, hvilken indflydelse de har på, hvordan galaksen udvikler sig.
Med den nye metode kommer forskerne et skridt videre mod et svar: Nu kan de måle hundredvis af sorte hullers masse ved at måle hastigheden af de molekyler, der kredser omkring dem. Den nye forskning er netop publiceret i det videnskabelige tidsskrift Nature.
Astronomernes første måling viser, at det sorte hul i NGC4526 galaksen har en masse, der er 450 millioner gange større end solens.
Indtil videre har astronomer kun kunnet gætte på, hvor stor en masse de supermassive sorte huller har ved at studere, hvordan omkredsende objekter bevæger sig. For det meste har de undersøgt, hvor hurtigt stjernerne tæt på det sorte hul bevæger sig i forhold til dem, der er længere væk.
På den måde kan forskerne dog kun give et skønsmæssigt bud på de supermassive sorte hullers masse. En anden ulempe ved metoden er, at stjernerne ikke nødvendigvis bevæger sig i samme retning som den hvirvlende masse - det slører målingen.
I det nye studie har Timothy Davis fra European Southern Observatory og kolleger brugt et særligt teleskop i Californien, USA. I teleskopen har de kigget på den stråling, som kommer fra kultstof monoxid -molekyler.
Ved at bruge deres nye teknik, har de skønnet at den tungeste side af det sorte hul i NGC4526 galaksen har en masse på omkring 900 milliader trilliarder trilliarder tons (eng.: 900 billion trillion trillion tonnes)
»Galakser og sorte huller ser ud til at være relaterede til hinanden, der er en relation mellem det sorte hul og galaksens propertioner,« siger Timothy Davis til BBC.
»Der er underligt, fordi disse sorte huller er bittesmå sammenlignet med galakser: De vejer ikke så meget og de er fysisk små - mindre end størrelsen på vores solsystem i en galakse, der er milliarder gange større.«
»Det, vi virkelig gerne vil forstå er, hvordan disse to komponenter påvirker hinanden: Hvorfor bekymrer de sig overhovedet om hinanden. For at finde ud af det, bliver vi nødt til at måle deres masse og sammenligne dem i alle mulige forskellige galakser. På den måde kan vi begynde at svare på spørgsmålene,« fortsætter Timothy Davis.
