KORT NYT FRA UDLANDET:
Antibiotika har spillet en afgørende rolle for folkesundheden og kan tage æren for, at vi mennesker ikke længere dør af småsår og luftvejsinfektioner. Men resistensen over for medikamenterne vokser.
Nu er der hjælp på vej.
Forskere har fundet en måde at udvikle nye variationer af en af de mest brugte antibiotikaklasser kaldet makrolid. Det skriver nature.com.
Et hold af kemikere har bygget molekyler, der minder om antibiotikummet erythromycin, som er et af de vigtigste i makrolidklassen, helt fra bunden.
Ved at anvende denne metode lykkedes det dem at generere mere end 300 variationer over erythromycin, som ikke ville have været muligt ved blot at ændre det original stof - det er den måde forskere normalt leder efter nye variationer af eksisterende antibiotika.
»I de sidste 60 år har kemikere været imponerende opfindsomme, men det er virkelig udfordrende at ændre et molekyle så kompliceret som erythromycin,« siger Andrew Myers, som er professor i kemi og kemisk biologi på Harvard University og medforfatter på studiet, til nature.com.
Efterfølgende laboratorietests viste, at adskillige af erythromycin-varianterne udviklet med den nye metode kunne dræbe bakterier, som ellers er resistente over for antibiotikummet.
De nye antibiotikavarianter er endnu ikke blevet testet på dyr, og yderligere kemiske justeringer er måske nødvendige for at forbedre deres potentiale og sikkerhed.
Men hvis det lykkes, kan den nye metode blive et vigtigt våben mod antibiotikaresistente infektioner og potentielt redde millioner af liv.
Det nye studie er publiceret i tidsskriftet Nature.
Læs også:
Overraskende: Antibiotika er »hamrende effektivt« mod astmaanfald
Forskere opdager nyt og lovende antibiotikum
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
lsd





























