En gruppe forskere fra Københavns Universitet har gjort en vigtig opdagelse, der kan få betydning for fremtidens kræftbehandling. De har fundet et stof, der blokerer for det protein, som er en forudsætning for nogle kræftsvulsters vækst.Det drejer sig om det såkaldte BLM-protein, som er kendt for at spille en vigtig stabiliserede rolle i forbindelse med celledeling, hvor det medvirker til at forhindre udvikling af kræft.
Men paradoksalt nok har visse typer af kræftsvulster også brug for BLM-proteinet for at vokse. Det gælder typisk osteosarkomer – ondartede kræftsvulster, som forekommer i knoglevæv.
Forskerne har nu for første gang været i stand til at slukke for BLM-funktionen i celler ved hjælp af en hæmmer kaldet ML216. Denne hæmmer forhindrer specifikt celler, der er afhængige af BLM-funktionen i at dele sig, og går dermed uden om celler, der ikke indeholder BLM-proteinet. Det betyder helt forenklet, at man kan sætte ind mod BLM-proteinet de steder, hvor det hjælper kræftsvulster til at vokse.
»Kræftsvulster som sarkomer, og især osteosarkomer, er berygtede for være at vanskelige at behandle. Men fundet af den forbindelse, der blokerer for BLM-proteinet, har potentialet til at føre til en behandling, som kan standse disse kræftsvulsters vækst,« siger professor fra Center for Sund Aldring ved Københavns Universitet Ian D. Hickson, som har stået i spidsen for forskningen.
Ian Hicksons forskerteam arbejder nu med at finde andre kemisk beslægtede hæmmere, som er mere potente og egnede som udgangspunkt for et lægemiddel. De nye resultater, er netop publiceret i tidskriftet Chemistry and Biology.
LÆS OGSÅ: Kræftsvulster tvunget i dvale





























