Det har i lang tid været en entydig sandhed blandt forskere og læger, at alkohol forårsager depressioner, skriver Medical Press. Mediet fortæller, at nogle forskere fra Western University i Australien nu udfordrer den sandhed. Forskerne mener nemlig ikke, det kan påvises, at der en årsagssammenhæng mellem at drikke meget alkohol og at lide af depressioner.
Når de to faktorer alkohol og depression ofte falder sammen, så kan det ifølge forskerne skyldes, at en bestemt genetisk variation koder for netop disse to faktorer. Altså at disse gener kan udløse begge dele på en gang, uden at der nødvendigvis er en årsagssammenhæng mellem alkohol og depression.
»Der findes en genetisk variation som påvirker det enzym, som er ansvarlig for nedbrydningen af alkohol. Denne variation producerer et enzym, som er 80 gange mindre effektivt end normalt, når der skal nedbrydes alkohol. Konsekvensen af det er, at folk med dette gen kan tåle langt mindre alkohol. Faktisk er der intet bevis for at alkoholproblemer er udbredte i denne gruppe af mennesker,« siger professor Osvaldo Almeida til Medical Press og fortsætter:
»Så hvis vi antager, at alkohol forårsager depression, så ville en genetisk variation, der giver mindre alkoholforbrug og færre med alkoholproblemer, reducere risikoen for at udvikle depression.«
Forskernes undersøgelse viste dog, at folk med denne særlige genetiske variation ikke havde en mindre risiko for at få diagnosen depression.
Studiet er udgivet i Molecular Psychiatry.
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
Ibp
LÆS OGSÅ:
Selv lidt hjælp giver bedre livskvalitet til hjemmehælpsmodtagere





























