Koden til en hurtigere fedtforbrænding er knækket, skriver Københavns Universitet.
Enzymer, der nedbryder fedt, kan nu manipuleres til at arbejde tre gange så hårdt i forhold til "naturens gang". Det gøres ved at tænde for en molekylær kontakt, der netop er opdaget af kemikere ved Københavns Universitet. Muligheden for at kontrollere sådan en kemisk tænd/sluk-knap kan få enorm betydning for bekæmpelse af sygdomme relateret til overvægt. For eksempel diabetes, hjerte-karsygdom, slagtilfælde og endda hudproblemer såsom akne. Men anvendelsesområderne kan vise sig endnu bredere.
Forskernes resultater antyder, at kontakten kan være fælles for mange andre typer enzymer. Eftersom enzymer er mikroskopiske arbejdsmolekyler, der kontrollerer en lang række funktioner i celler, vil sådan en standardknap være en af de vigtigste opdagelser i enzymologi (læren om enzymer).
»Hvis det viser sig, at mange enzymer bliver tændt på samme måde, som dem vi har studeret, så åbner det døren for både at forstå og bekæmpe en lang række sygdomme,« siger professor Dimitrios Stamou. Han står i spidsen for et tværfagligt forskerhold på Nano-Science Center ved Kemisk Institut på Københavns Universitet. De har netop offentliggjort deres resultater i det anerkendte videnskabelige tidsskrift Journal of the American Chemical Society.
Læs også på Videnskab.dk:
Fedme: Mængden af mad er vigtigere end motion
Børn taget med kejsersnit risikerer fedme





























