KORT NYT FRA UDLANDET:
De tidlige menneskeaber spiste måske ferskner, der lignede dem, vi kender i dag, i det sydvestlige Kina for over 2,5 millioner år siden.
Det indikerer fundet af otte fossilerede ferskensten, der er næsten identiske med almindelige, moderne ferskner, skriver Pennsylvania State University i en pressemeddelelse.
Det nye studie, der er publiceret i det åbne tidsskrift Scientific Reports, besvarer hidtil uafklarede spørgsmål om fersknernes evolution.
»Er den fersken, vi ser i dag, noget, der resulterede fra kunstig forædling under agerbrug siden forhistorisk tid, eller udviklede den sig under naturlig udvælgelse? Svaret er i virkeligheden begge dele,« fortæller professor Peter Wilf fra Pennsylvania State University i pressemeddelelsen.
Ferskner menes at stamme fra Kina, men de tidligste arkæologiske tegn på, at mennesker har spist ferskner, er omkring 8.000 år gamle. Det er derfor første gang, at nogen har fundet spor efter oprindelige, vilde ferskner.
Det nye fund viser, at dyr og tidlige menneskeaber var med til at forme fersknernes evolution, længe inden de moderne mennesker begyndte at forædle fersknerne og lave nye sorter, som de spredte til hele verden.
»Fersknen var vidne til menneskets kolonisering af Kina. Den var der før mennesker, og igennem historien tilpassede vi os til den og den til os,« siger hovedforfatter til studiet Tao Su i pressemeddelelsen.
Tao Su er lektor ved Xishuangbanna Tropical Garden i Kina og opdagede ved et tilfælde fossilerne, da noget vejarbejde blotlagde et flere millioner år gammelt stenfremspring i nærheden af hans hjem.
Forskerne mener, at de nu fossilerede ferskner blev omkring fem centimeter i diameter, da de voksede frem på et forhistorisk ferskentræ for 2,5 millioner år siden. Foto: Tao Su / Xishuangbanna Tropical Garden
Læs også:
Er stenaldermad overhovedet sundt?
Kostændringer formede menneskets kæber
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
on





























