Det miljøfarlige pesticid-stof bifenox er dukket op i grundvandstest fra årene 2009-2010. Testene er foretaget af forskere fra GEUS, og de har undersøgt tilstedeværelsen af seks nye pesticider i Danmarks grundvand, skriver geus.dk.
Der var ikke problemer med fem af de seks stoffer. Men det var der med det sjette stof, Bifenox, som anvendes mod ukrudt især i korn- og rapsmarker. På en drænet lerjord er der i dræn og grundvandsfiltre fundet koncentrationer, der overskrider grænseværdien. Derfor vil bifenox blive yderligere undersøgt i VAP. Resultaterne fra grundvandsfiltrene har endvidere medført, at Miljøstyrelsen nu foretager en fornyet vurdering af stoffet. Under sandet jord var der kun sporadiske fund under grænseværdien på 0,1 µg/l.
Omvendt var der et godt resultat fra testen af stoffet ethofumesat. Dette stof har Miljøstyrelsen tidligere fastsat skrappe restriktioner for brugen af - netop for at beskytte grundvandet. Derfor blev det testet på to marker med den nye reducerede dosis, og resultatet var godt. Stoffet blev kun fundet i en enkelt prøve, og mængden var under grænseværdien.





























