KORT NYT FRA UDLANDET
Amerikanske forskere mener at have fundet en potentiel kur mod den frygtede ebola-virus, som dræber 90 procent af sine ofre gennem organsvigt. Det skriver Nature ifølge Science Alert.
Forskerne har opdaget et molekyle, ved navn BCX4430, som til forveksling ligner ’A’et i DNA – adenin – som også findes i ebola-viruset.
Ebola-viruset kan narres til at bruge molekylet som en byggesten, når det forsøger at vokse inde i vores celler, men det er en dødelig fejl. Molekylet kan nemlig stoppe virussets vækst og reproduktion.
I det nye studie gav forskerne fra U.S. Army Medical Research Institute of Infectious Diseases (USAMRIID) en gruppe Macaque-aber en behandling med molekylet i 14 dage.
Aber, som ikke havde fået behandlingen, var døde efter 12 dage, mens alle undtagen én abe, der var under behandling, overlevede. Aberne overlevede dog kun, hvis de fik behandlingen inden for 48 timer, efter de var blevet smittet.
Forskerne mener desuden, at molekylet vil kunne bruges mod andre virusser, såsom SARS, influenza, mæslinger og dengue feber. Det nye studie er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Nature.
Læs også:
Derfor har Ebola-virus ikke spredt sig
Ebola-udbrud kan sprede sig til Europa
Sådan kommer vi pandemier til livs
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
cpp





























