Forskere fra University College London har vist i et dyrestudie, at det er muligt at erstatte de lysfølsomme celler i øjet med stamceller og på den måde give blinde synet tilbage. Det skriver BBC News.
De engelske forskere brugte en ny teknik til at bygge nethinder i laboratoriet, som de kunne 'høste' tusindvis af stamceller fra. Stamcellerne blev herefter manipuleret til at omdanne sig til photoreceptorer, og forskerne sprøjtede det herefter ind i øjnene på blinde mus.
Studiet viste, at stamcellerne gik i forbindelse med den eksisterende cellearkitektur i musenes øjne, som begyndte at virke igen.
Men effekten er stadig lille. Kun omkring 1.000 stamceller ud af en transplantation på 200.000 gik rent faktisk i forbindelse med resten af øjet.
Forskerne er dog spændte, for »dette er et bevis på, at photoreceptorer kan transplanteres direkte fra en stamcellekilde, og nu kan vi begynde at se på, hvordan det kan gøres i mennesker,« siger professor Robin Ali, der er lederen af studiet.
»Derfor er vi så spændte - om fem år er det et realistisk mål at begynde en klinisk undersøgelse,« siger han.
Eksperter har beskrevet studiet som et 'væsentligt gennembrud' og 'et stort spring fremad'.
Resultaterne er netop publiceret i tidsskriftet Nature Biotechnology.
LÆS OGSÅ på Videnskab.dk:
Mennesker kan måske gro nye tænder
Din hjerne ved, hvad dine øjne vil se





























