KORT NYT FRA UDLANDET:
Hvis du altid har syntes, at din nabo var lidt underlig, kan det være, der er en god grund. Han stammer muligvis fra Mars.
I hvert fald hvis man skal tro biokemiker Steven Benner fra Westheimer Institute of Science and Technology i Florida, USA.
»Livet opstod på Mars og kom til Jorden på en sten,« lød det torsdag fra Steven Benner på en konference i den europæiske forening for geokemi ifølge sciencemag.org.
Benner mener grundlæggende, at liv i sin tid havde langt lettere ved at opstå på Mars, der ifølge Benner kun var delvist dækket af vand, i modsætning til på Jorden, som engang var fuldstændigt dækket af hav. I kombination med klipper, som en større oxiderende effekt på Mars end på Jorden – hvilket ifølge Benner er tydeligt ud fra observationer og modeller for, hvordan planeter bliver dannet – ser biokemikeren det som et tegn på, at livets grundsten har eksisteret på Mars, men ikke på Jorden.
Livet er siden blevet båret fra Mars til Jorden via sten, der er blevet slynget op fra Mars efter f.eks. meteornedslag på den røde planet, lyder teorien.
Kritikere hæfter sig ved, at Benners oplæg lød interessant, men ikke helt overbevisende. Selv hvis der har været liv på Mars engang, er det svært at bevise, at vi er opstået derfra.
»Faktisk er der så meget materiale, der bliver udvekslet mellem Jorden og Mars, at når der er liv på den ene planet, så kan det blive transporteret over til den anden ret hurtigt, og så er det nærmest umuligt at bestemme, hvor det startede, siger astrobiolog Paul Davies fra Arizona State University ifølge sciencemag.org.
Læs flere kommentarer og den mere tekniske forklaring på livets oprindelse på engelsk på Sciencemag.org.
Læs også:
Urgammelt vand på Jorden åbner op for liv på Mars
Oliedråber kaster måske lys over livets oprindelse
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
th





























