KORT NYT FRA UDLANDET:
Mødre bør amme deres babyer, hvis det er muligt. Det budskab har vi hørt igen og igen, de sidste mange år. Amning kan nemlig forebygge fedme og gøre barnet klogere, viser videnskabelige studier. Men nu udfordrer et amerikansk forskningsresultat den opfattelse.
Forskeren Cynthia Colen fra Ohio State University har stået i spidsen for et forskningsresultat, som tyder på, at fordelene ved amning ikke er så store, som forskerne har regnet med. Det fortæller forskeren i en pressemeddelelse fra universitetet:
»Mange tidligere studier lider under bias i udvælgelsen. Enten kontrollerer man ikke statitisk- eller kan man ikke kontrollere statitisk – for faktorer som race, alder, familiens indkomst, eller om moderen er i job – faktorer som vi ved kan påvirke amning og sundhedstilstand,« siger sociologiforsker Cynthia Colen.
Forskeren har i sit eget studie sammenlignet søskende, hvor den ene som baby har fået flaske, mens den anden er blevet ammet af sin mor.
Derudover har hun analyseret familiens økonomi og sociale forhold. Resultatet tyder på, at amning ikke gør en forskel på 10 ud af 11 børns sundhed på lang sigt.
Studiet er udgivet i det videnskabelige tidsskrift Social Science and Medicine.
Læs også:
Ammebesvær? Få babys tunge tjekket
Amning forebygger fedme hos etårige
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
ibp





























