Den alvorlige arvelige sygdom forhøjet kolesterolindhold i blodet er langt hyppigere end hidtil antaget, og sygdommen behandles ikke tilstrækkeligt, skriver Københavns Universitet i en pressemeddelelse.
Konklusionen stammer fra ny forskning på Københavns Universitet og Herlev Hospital. Resultaterne er netop publiceret i det amerikanske tidsskrift The Journal of Clinical Endocrinology & Metabolism.
»Vi har nu undersøgt blandt 69.000 danskere, hvor mange personer der findes med arvelig kolesterolforhøjelse, og om de er behandlet tilfredsstillende. Vi kan se, at 1 ud af 137 personer i Danmark har arvelig kolesterolforhøjelse. Det svarer til 40.000 personer med arvelig kolesterolforhøjelse ud af i alt 5½ million personer i Danmark,« udtaler Børge Nordestgaard, der er klinisk professor ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet og overlæge på Herlev Hospital.
Hos de danskere, der viste sig at have arvelig kolesterolforhøjelse, led en tredjedel allerede af hjertesygdom, og kun halvdelen fik statiner - et lægemiddel til behandling af forhøjet kolesterol. Personer med arvelig kolesterolforhøjelse uden statinbehandling har 1200 procent øget risiko for hjertesygdom.
Endnu mere overraskende er det, at selv personer med arvelig kolesterolforhøjelse i statinbehandling har en 900 procent øget risiko for hjertesygdom.
»Tidligere antog man, at kun 1 ud af 500 havde sygdommen, så at vi pludselig fandt 3½ gange så mange med denne meget alvorlige sygdom er en kæmpe overraskelse. Samtidigt er det meget skræmmende, at en sygdom som nemt kan forebygges med kolesterol-sænkende behandling slet ikke er behandlet tilstrækkeligt,« udtaler overlæge Marianne Benn, Københavns Universitet.
Samlet set dokumenterer undersøgelsen en massiv underdiagnosticering og underbehandling af disse høj-risiko personer og familier i Danmark.
De nye tal betyder, at der på verdensplan lever omkring 50 millioner mennesker med arvelig kolesterolforhøjelse. Men i dag er langt de fleste oversete, ubehandlede og dermed i stor fare for tidlig hjertedød. Hjertekarsygdom er den hyppigste dødsårsag blandt voksne i verden ifølge WHO, som estimerer at der årligt dør mindst 17 millioner mennesker af sygdommen. En væsentlig del af disse dødsfald skyldes arvelig kolesterolforhøjelse.
Læs også på Videnskab.dk





























