I dag gør vi os store anstrengelser for at beskytte småfisk og pressede arter. For eksempel ved at kræve, at fiskerne bruger særligt udstyr og fisker på tidspunkter, hvor de undgår at få sårbare arter med op.
Men en international forskergruppe med deltagelse af DTU Aqua udfordrer den tanke. I stedet foreslår de, at man bør fiske balanceret på alle fiskearter og størrelser, skriver dtu.dk
På den måde vil man påvirke havets økosystemer mindre, fordi man fjerner arter og størrelser, der svarer til sammensætningen i havet, og derudover vil man kunne få mere protein ud af havet på den måde, mener de.
»Normalt går man i fiskeriet efter specifikke arter og store individer som torsk og tun og de andre lækkerbiskener, mens argumentet i artiklen er, at vi faktisk kunne få mere protein ud af havet til at brødføde verdens befolkning, hvis fiskeriet i stedet fiskede jævnt og balanceret fra alle arter og størrelser af fisk,« siger professor Ken Haste Andersen, DTU Aqua.
Resultatet er netop udkommet i tidsskriftet Science.
Læs også: Sure oceaner truer fiskebestanden





























