Tre års forsøg med test af filtre til brændeovne viser, at stort set alle tilgængelige teknologier ikke har nogen effekt og i flere tilfælde øger udslippet af de sundhedsskadelige PAH’er og de ultrafine partikler, som giver særlig anledning til bekymring, skriver ing.dk.
Eneste gevinst ved filtrene er, at de nedbringer andelen af sodpartikler en anelse.
»Det giver ingen mening at investere i filtre. De har ingen effekt på miljøet, faktisk kan man frygte, at de gør mere skade end gavn. De støjer, ser ikke specielt pæne ud, skal renses løbende og koster mellem 8.000 og 12.000 kroner. Jeg vil klart anbefale, at folk hellere køber en ny og mere miljøvenlig brændeovn,« siger Ole Schleicher fra Force Technology.
Han er en af Danmarks førende eksperter i udledning af partikler fra forbrændingsteknologier og har været med til at udarbejde en ny rapport om renseteknologier i samarbejde med Teknologisk Institut og Danmarks Miljøundersøgelser.





























