HIV-patienter har ofte meget indfaldne kinder, såkaldt lipoatrofi. Det skyldes bivirkninger til HIV-medicinen der får en del af fedtet i kinderne til at forsvinde. Noget, der for HIV-smittede kan føles som et slags brændemærke, og som kan få dem til isolere sig og afskære sig fra et tidligere meget udadvendt liv.
Det skriver Aarhus Universitetshospital i en pressemeddelelse tilsendt Videnskab.dk.
11 HIV-smittede på Aarhus Universitetshospital har det seneste halve år modtaget tre behandlinger med såkaldt 'filler'. Hver behandling består af en indsprøjtning med cirka 1 ml permanent 'filler' i hver kind. Ved hjælp af filleren genopbygges kinden langsomt og man kommer til at ligne sig selv igen. Det giver patienterne glæde.
»Alle patienter mærker den øgede livskvalitet,« siger overlæge Pia Sjøgren fra plastikkirurgisk afdeling, som sammen med overlæge Britta Tarp fra infektionsmedicinsk afdeling står for behandlingerne. De undersøger efter afsluttet behandling, hvordan patienternes livskvalitet har udviklet sig, og det går kun fremad.
Hos HIV-patienter med lipoatrofi er den eneste mulighed for at få fylde i kinderne igen indsprøjtning af filler. De kan ikke bare drikke fløde og dermed tage på i vægt. Cellernes evne i kinderne til at holde på fedtet er nemlig ødelagt som en bivirkning til HIV-medicinen.
Det er primært HIV-smittede, der er blevet behandlet med præparater som stavudin og zidovudin, som oplever problemet med fedtet, der forsvinder fra kinderne.
Læs også på Videnskab.dk:
Danske hiv-patienter har usikker sex





























